Stor interesse for at blive valgt til repræsentantskabet

Det bliver 49 kandidater, der fra slutningen af februar i år skal dyste om medlemmernes stemmer ved valget til repræsentantskabet i Norliv – Foreningen for kunder i Nordea Liv & Pension. Omkring 160.000 medlemmer i de tre vestdanske regioner beslutter i perioden 27. februar til 12. marts, hvilke kandidater der skal besætte de 26 pladser i repræsentantskabet. Foreningen bruger digitale løsninger for at hjælpe kandidaterne med opstillingen og medlemmerne med valget.

,

Der er lagt op til kampvalg til repræsentantskabet i alle tre vestdanske regioner i foreningen Norliv. Ved valget skal der besættes 10 pladser fra Region Syddanmark, 12 pladser fra Region Midtjylland og fire pladser fra Region Nordjylland. 

Peter Gæmelke, bestyrelsesformand for foreningen Norliv, glæder sig over det store engagement.

”Som foreningsaktiv er jeg meget glad for at se så stor en opbakning fra engagerede medlemmer, der vil være med til at præge foreningen Norliv. Vi er en ung forening, og kandidaterne får en enestående chance for at være med i en spændende udvikling,” siger Peter Gæmelke.

Foreningen Norliv er allerede godt i gang. Siden stiftelsen i 2015 har de i alt 50 medlemmer af repræsentantskabet besluttet at overtage ejerskabet af Nordea Liv & Pension, og de har fastlagt en model for bonus-udbetalinger til alle foreningens medlemmer. Derudover har repræsentanterne sat de almennyttige uddelinger til at fremme danskernes mentale sundhed højt på dagsordenen.

Allerede fra den 19. februar vil medlemmerne kunne læse mere om de 49 kandidater. Her lægger foreningen nemlig præsentationer fra kandidaterne på hjemmesiden. Valget sker i perioden fra den 27. februar til og med den 12. marts 2018, og det er let at deltage. Medlemmerne kan stemme direkte via et brev de modtager i deres e-Boks eller som post.

For at stille op har kandidaterne sikret sig, at de opfylder foreningen Norlivs opstillingskriterier. De har også fundet mindst 10 stillere, der er medlemmer af foreningen og bor i den region, de opstiller i. Foreningen anvender et nyt digitalt opstillingssystem, som har hjulpet kandidaterne til at bevare overblikket.

Fakta om foreningen Norliv
Foreningen Norliv har ca. 330.000 medlemmer, som er kunder hos Nordea Liv & Pension. Vi blev stiftet i 2015 med en formue på 8 mia. kr. ved en opdeling af TryghedsGruppen. Foreningen sikrer en stærk demokratisk basis gennem engagement og valgdeltagelse i foreningen, bonus og andre medlemsfordele. Dertil kommer interessevaretagelse over for Nordea Liv & Pension, og almennyttige aktiviteter for at fremme god mental sundhed for danskerne. Se de 49 kandidater her, eller følg foreningen på Facebook