Overskud på 460 millioner kr.

Norliv – Foreningen for kunder i Nordea Liv & Pension fik i 2017 et overskud på 460 millioner kr. Repræsentantskabet har på mødet den 4. april besluttet, at 368 millioner kr. udbetales som bonus til foreningens 340.000 medlemmer, og 92 millioner kr. skal gå til almennyttige aktiviteter, der fremmer mental sundhed for erhvervsaktive danskere.

Repræsentantskabet i foreningen Norliv har på mødet den 4. april 2018 godkendt årsrapporten for 2017. Foreningen, der har indgået aftale om at overtage Nordea Liv & Pension, kommer ud af 2017 med et overskud på 460 millioner kr.

Af resultatet udbetales 368 mio. kr. i bonus til foreningens medlemmer. 92 mio. kr. går til almennyttige uddelinger til fremme af mental sundhed for erhvervsaktive danskere.

Repræsentantskabet genvalgte Peter Gæmelke til bestyrelsen og han fortsætter som formand. Desuden blev Kent Petersen genvalgt og fortsætter som næstformand. Cathrine Riegels Gudbergsen og Peter Lindholm Sørensen blev også genvalgt og Finn Andersen blev nyvalgt.

Peter Gæmelke er meget tilfreds med det andet årsregnskab i foreningens korte historie.

”Jeg er meget glad for det solide afkast, der gør det muligt at udbetale bonus til alle medlemmer af foreningen Norliv. Samtidig glæder det mig også, at vi kan afsætte 92 mio. kr. i 2018 til almennyttige aktiviteter, som skal fremme danskernes mentale sundhed – ikke mindst på arbejdspladserne. De 92 millioner kr. til aktiviteter kan søges af vores medlemmer og af alle danskere. Bonusudbetalingerne og den almennyttige indsats kommer således til gavn på både kort og langt sigt.” 

Bonus udbetales inden sommer
Medlemmerne vil få glæde af bonusudbetalingen inden sommerferien, hvor der udbetales et kontant beløb til de enkelte medlemmers NemKonto. Medlemmerne kan på denne måde selv bestemme, hvad deres bonuskroner skal bruges til: Forbrug, fri opsparing eller et ekstra indskud på pensionskontoen.

Der vil blive åbnet for ansøgninger til almennyttige uddelinger i denne måned. De første uddelinger til projekter, der fremmer mental sundhed på arbejdspladserne kan ske allerede inden sommer.

Om foreningen Norliv
Foreningen Norliv har ca. 340.000 medlemmer, som er kunder hos Nordea Liv & Pension. Vi blev stiftet i 2015 med en formue på 8 mia. kr. ved en opdeling af TryghedsGruppen. Siden stiftelsen har foreningen besluttet strategi og governance. Vi ønsker at sikre en stærk demokratisk basis gennem engagement og valgdeltagelse blandt medlemmerne, medlemsbonus og andre medlemsfordele. Vi arbejder også for at fremme danskernes mentale sundhed gennem almennyttige uddelinger. Foreningen har indgået aftale om at overtage Nordea Liv & Pension.